- Jeg lyver, når jeg siger, at jeg har skrevet den foregående sætning på ingen tid. Tværtimod har jeg skrevet den om mange gange... så hvorfor skal mit indlæg så starte med den sætning? Og er den overhovedet forståelig? måske - måske ikke. Jeg er selv i tvivl... Alligevel vælger jeg at lade den stå, for om ikke andet så kan den i hvert fald skabe forvirring, og forvirring er også godt - det kan i hvert fald ende med at blive godt.
Det virker nu som om, at jeg skal igang med et alt for kringlet og alt for filosofisk - tja... lad os bare komme ned på jorden - mærkeligt(!) indlæg... Jeg prøver at starte meget akademisk, men jeg kan godt mærke, at det er længe siden, at jeg har skrevet i den genre... Man må bare håbe, at jeg hurtigt kan kalde det akademiske sprog tilbage, når jeg skal starte studie igen til august.
Men der er en mening med galskaben. Det jeg vil fortælle om, er at jeg i weekenden kom til at reflektere over min identitet, og hvordan den har udviklet sig det sidste år.
Inden jeg fortæller om min weekend, helt præcis lørdag aften, vil jeg kort beskrive hvad jeg husker af en (eller flere*??*) teori(er) omkring identitetsudvikling, som jeg lærte i KLM (Kristendomskundskab/livoplysning/medborgerskab) på første år af min uddannelse. Begrebet identitet er helt centralt i læreruddannelsen, for som lærer er det vigtigt at hjælpe eleverne til at handle og tage stilling, for at blive aktive i det demokratike samfund, som vi nu engang lever i. Eleverne må altså være bevidste om hvem de er (= deres identitet), for at de kan vide hvad de finder rigtigt/forkert/hensigtsmæssig osv., før de kan være aktive i demokratiet....
godt så... Men den her teori fortæller os, at identitet skabes udfra ens omgivelser, og hvilket tilhørsforhold man har til sine omgivelser. Man kan have flere tilhørsforhold, og alle har de indflydelse på ens identitet... altså: Jeg bor i Danmark - jeg har en identitet som dansker. Jeg har altid boet nær ved København, jeg føler mig som en Københavner. Jeg studerer til lærer, jeg føler jeg er en del af et fællesskab på min skole. Jeg er gift, jeg er mor... osv.
De forskellige tilhørsforhold træder i kraft på forskellige tidspunkter. F.eks. er følelsen af at være dansker vigtigere for en, når man er i udlandet, end når man er i Danmark.
Nå... men hvor vil jeg så hen med disse "kloge ord"?
jo... Da jeg var gravid fik jeg et kæmpe chok. Ikke fordi vi skulle have et barn, ej heller fordi vi skulle være forældre, for alt dette var jo noget vi ønskede, noget vi havde snakket om længe, at vi gerne ville, og vi så frem til den dejlige, hvor vi fandt ud af, at jeg var gravid, og vores drøm gik i opfyldelse... Hvordan kan man så få et chok, når vi var forberdte?
Jeg tror alle mødre nikker genkendende til, at under ens graviditet gennemgår man en proces - og det gjorde jeg. Hele mit liv blev sat i perspektiv - livet generalt blev sat i perspektiv, men tror ikke, jeg gider være mere filosofisk en som så... Det gik langsomt op for mig, at min identitet begyndte at ændre sig fra at være Line til at være "MorLine". Det er ingen hemmelighed, at jeg havde meget svært ved at forholde mig til den titel, jeg skulle have - først om laaaaang tid, men det var som om mine omgivelser, allerede havde vænnet sig til det. Tit og ofte fik jeg kommentarer, der henviste til min graviditet og mit kommende barn: f.eks. "Ej hvor fedt at du tager til fest, når du er gravid." "Er du nu sikker på, at du kan holde til at danse så meget?" Eller: "Nu må du ikke falde og slå dig, Line." Jeg kan huske, at jeg blev irriteret på folk, når de skulle komme med sådan en bemærkning. Jeg var jo stadig den gamle Line - jeg kunne hvad jeg plejede at gøre før... "Graviditet er IKKE en sygdom!!!"
Men faktum var jo, at jeg ikke var den samme som før... Jeg var jo ved at blive mor. Jeg var ved at udvikle min identitet, at få koblet endnu en titel på. Problemet var bare, at jeg endnu ikke havde noget konkret at forholde mig til, og jeg havde ikke noget "tilhørsforhold" til titlen som Mor. Jeg befandt mig i en gråzone. Alle andre så mig som (kommende) Mor, men for mig gik det først op for, hvad titlen Mor indebar, da jeg lå med Frej i mine arme. Måske skyldes dette, at det er så meget lettere at sætte mærkat på frem for selv at bære mærkatet.
Ikke desto mindre har min identitet udviklet sig gevaldigt de sidste 8 måneder. Og man må sige, at jeg er blevet Mor med stort M. Titlen som Mor er en stor del af mig nu, og jeg nyder i fulde drag at have den siddende på mig. Det skal man ikke tage fejl af. Alligevel, er det nu også skønt at have "fri" engang imellem, og dette har jeg som bekendt fast 2 gange om ugen, hvor jeg øver Aida. Aida er cue'et til hele dette indlæg, for læs som følger:
Når jeg er afsted til prøver, er jeg, for de andre, mig, som jeg tropper op. Jeg er Line, som er med i Aida. Det er min identitet der. Jeg kender nogle fra en tidligere forestilling, jeg spillede med i, og takket være Facebook, ved de godt, at jeg har Frej og er gift. Men det er jo ikke, fordi de går rundt og siger det til alle og enhver. Derudover er der min kusine, som jo kender mig bedre end de andre der ;) For alle andre er jeg bare Line, der spiller teater.
Så i lørdags var jeg til opstartsfest med folkene fra Aida-holdet. En hyggelig og sjov fest. Det er alle nogle festlige mennesker, og vi skal nok få det rigtig sjovt. Som aftenen skred frem, og jeg kom i snak med forskellige folk, kom det også frem, at jeg havde en søn. Når jeg fortalte om det, kom det bag på de fleste... de synes, at jeg var meget ung af en mor at være, men det kom så også bag på dem, at jeg var 24. (surprise...)
Et sigende eksempel var, da jeg efter en længere god snak med en af de mandlige musikere fortæller at jeg er Mor, bliver mødt med denne reaktion: han kigger ned på min mave, og siger: "hvor er barnet?" hvortil jeg svarer: "jaøh... det er hos sin far". Efter en lille pause spørger han: "øøøh.. er du stadig sammen med faren?" "ja... vi er gift" "nnnåååøøøh... okay høhøh... ellers ville det også være noget rod høhø..." jeg griner og siger ja, hvortil han kviterer med at vende sig om til en anden pige, og snakke med hende... hmmm... jeg griner i mit stile jeg, og snakker med en anden. Titlen som Mor er altså svær at takle for flere end mig ;) - aftenten bød nu også på positive reaktioner....
Alligevel kan jeg ikke lade være med at grine ved tanken om den lille historie om musikerens reaktion. Var det sket for et år siden, tror jeg, at jeg havde sagt en ting eller to til ham, for hvordan kan han tillade sig at reagere sådan bare fordi det pludselig går op for ham, at jeg er mor?
Nu griner jeg af episoden, for kan han ikke snakke med mig, og interessere sig for mig, når han ved, at jeg har et barn, så gider jeg ikke bruge energi på ham. Faktum er jo, at jeg har et barn. Endnu en titel er koblet på Line, og den er i den grad med til at definere min identitet. Uanset hvor jeg befinder mig, er jeg Mor. Den Line jeg gik og holdt så krampagtig fast i for et år siden, er erstattet med en anden. Erstattet er nok det forkerte ord at bruge, for MorLine gemmer stadig på mange af de samme værdier og interesser, som den gamle Line, men den gamle Line har gennemgået en udvikling. En fantstisk udvikling, en identitetsudvikling - hun er blevet MOR...
-Line-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar