BEKYMRINGER – hvornår lærer jeg ikke at tage sorgerne på forskud?:

Jeg har i den seneste tid gået og bekymret mig rigtig meget, men har ikke villet snakke om det. Jeg har ikke villet tænke for meget over det.
Under min graviditet dannede der sig et modermærke på mit ben. Jeg kunne følge det fra sin begyndelse. Hvordan det var rødt i begyndelsen, og langsomt blev mørkere og mørkere for til sidst at blive brunt. Jeg slog det hen.
Men efter jeg havde født Frej, blev jeg opmærksom på det igen. Det begyndte at se mærkeligt ud, og klø – ydermere begyndte det at vokse igen. Tusinde tanker fløj igennem mit hoved – jeg var sikker på, at det var kræft. Her har man lige født den dejligste lille dreng, og så kommer sådanne tanker op i hovedet på mig. Jeg har virkelig bekymret mig. Jeg har haft mareridt om at Frej ikke skulle kende sin mor, jeg har udtænkt planer for, hvordan jeg bare SKULLE overleve, og hvis ikke jeg gjorde det, har jeg tænkt længe over, hvad jeg ville gøre for, at Frej kunne vide hvem hans mor var… jeg har tænkt og tænkt…

Mark har gjort alt for at berolige mig. Han har fortalt hvor mange, der går til hudlæge med et modermærke, hvor tit sådan noget er godartet, osv. Osv.
Men hvor har jeg dog bekymret mig… Jeg er bare god til lige netop dette.

Endelig fik jeg fortalt min læge om mærket, og han gav mig en henvisning til hudlæge. I går var jeg så deroppe. Han syntes nok, at det så mærkeligt ud med det blotte øje, men i et mikroskop var der intet at se – et lettelsens suk – PUHA… hvor dejligt.
Vi blev enige om, at han skulle fjerne det – så var vi på den sikre side… Han ville så sende det ind til et laboratorium, så de der kunne se nærmere på det…
Jeg venter i spænding, men venter nu kun et positivt svar – det er dejligt ikke at bekymre sig mere…

-Line-