Men hold op hvor jeg glæder mig til at komme igang, og hvor har jeg glædet mig længe.
Når jeg i dag sidder og tænker tilbage på det sidste år, er det gået stærkt. Der er sket så meget med Frej, at det ikke er til at begribe... Han er blevet en stor dreng nu. Han har fået vilje og temperament. Han er blevet et socialt menneske, han er god til at kommunikere med folk, er glad for fremmede. Han er nysgerrig, og har mod på at opleve verden. Han kan kravle, og det varer ikke længe før han går. Han er madglad. Han er glad. Han er god til at fordybe sig. (I går sad han med en masse legetøj omkring sig, og på trods af dette, sad han koncentreret om sit hammerbræt, længe. Efter en (spise)pause, fandt han hen til sit hammerbræt igen, og sad igen længe og legede kun med det.) Han har humor, han er kærlig... han er vores, og hvor er vi stolte ham.
De sidste dage har jeg faktisk i små øjeblikke ønsket, at hele dette år kunne starte forfra, så jeg kunne opleve det hele igen, men så tænker jeg alligevel: Nej. Jeg ville egentlig ikke kunne gå hjemme et helt år igen. Det har været alt for lang tid, og ligesom jeg har nydt tiden hjemme, har jeg også kedet mig forfærdeligt til tider.
Den sidste tid har jeg kunnet mærke, hvordan jeg langsomt er blevet mere og mere doven, og "afhængig" af diverse tv-serier...
Jeg trænger til at komme ud og lave noget og til at blive stimuleret. Jeg glæder mig, mere end jeg nogensinde havde drømt om, jeg ville, til at starte på seminariet igen. Jeg glæder mig til, at se mange af mine studieveninder i dagligdagen igen, jeg glæder mig til at møde nye mennesker, og jeg glæder mig til at lære noget nyt.
Jeg kommer tilbage til to helt nye fag: Musik, pædagogik/almendidaktik (undervisninglære) Samtidig skal jeg starte på en helt ny årgang.. det er jeg godt nok spændt på. Fordelen er, at man hvert år starter i en ny klasse, for klasserne bliver dannet efter hvilke fag man vælger, så jeg starter i en ny, ikke etableret, klasse. MEN man kender bare folk fra sin årgang... Hvis jeg havde fortsat sidste år, havde jeg kendt jeg en del af dem jeg skulle gå i klasse med. Enten fordi jeg havde gået i klasse med før eller fra andre sammenhænge. Nu kender jeg INGEN, og folk kender sikkert hinanden i forvejen. Vi har to introdage, og så er vi igang med undervisningen... jeg er godt nok nervøs for, hvordan det vil blive, især fordi man i musik skal arbejde meget sammen i grupper i forbindelse med samspil osv.
Jeg kommer også tilbage til seminariet som "et nyt menneske". Jeg er nu en studerende MOR. Jeg er spændt på at se, hvordan jeg kan få familielivet og studielivet forenet. Jeg er meget ambitiøs mht. mine studier, og jeg vil helst gerne gøre alt så godt som jeg overhovedet kan, og der skal meget til, at jeg er tilfreds. Nu må jeg forene mig med, at jeg ikke altid kan lave alt til UG og slange, for jeg skal også investere min tid i min familie. Samtidig har jeg hele sidste år kunne dedikere al min tid til min familie, nu må de nøjes med mindre...
Det bliver et svært dilemma, men jeg er 100% opsat på, at det hele nok skal gå.
Jeg ved, at Frej er i en god vuggestue. Pædagogerne er søde, og han er glad for at være der. Han ænser ikke, at jeg går fra ham om morgenen, og som sagt er han meget social, og man kan fornemme på ham, at han nyder at være i selskab med andre børn. Derfor har jeg intet imod, at skulle aflevere ham hver dag. Jeg ved, at han bliver stimuleret på bedste vis, imens både Mark og jeg er væk... Det kunne ikke være bedre lige nu.
Fik jeg sagt, at jeg glæder mig til den nye hverdag, der venter os her på Buddingevej?
-Line-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar